Thursday, October 21, 2010

Strejke og rødvin

En lille opdate fra strejkernes land, hvor helikopterne flyver over hovedet på en, sirenerne lyder, ruder bliver smadret, biler bliver væltet, politimænd har lynende travlt og hvor unge franske mænd finder deres sorte hættetrøjer frem. Det er action og det er ren flash back til København anno 2006.

Hvad er der med de franskmænd og strejker? Vi fik at vide da vi startede på skolen at der var mødepligt til timerne og næste bemærkning var ”og der er ingen undskyldninger – heller ikke strejker”. Vildt. Strejker er en norm i Frankrig så man skal lige huske at følge med på strejkehjemmesiden om der er sker noget næste dag. Og hvorfor er det nu de strejker den her gang. Jo, det er fordi at Sarkozy vil lave en pensionsreform og hæve pensionsalderen fra 60 til 62 for at Frankrig ikke skal gå nedenom og hjem om nogle år. Landet har nemlig slet ikke råd til alle de pensionister og tallene for de næste år ser vist sorte ud. Måske mangler jeg en dimension i det her, men lige nu kan jeg slet ikke forstå, hvordan man kan stille sig så hårdt op imod en pensionsalder på 62 år, hvis det kan redde landets økonomi. 62 det er da en ok alder at gå på pension, ik’?

Nåh, men i hvert fald så er skolen lukket i dag pga. frygt for uroligheder – så jeg hygger derhjemme. Det er najs.

Jeg har jo ikke skrevet i hundrede år så her en lille dagbogsversion af hvad der er sket de sidste uger. Det kan mor og far jo godt lide.

Eventyrene i Frankrig fortsætter og her på det sidste har de alle sammen inkluderet god vin og mad. Jeg bliver mæt, fuld og salig bare ved tanken.

Vi startede måneden ud med et visit til rødvinens mekka, Bourgogne, sammen med Peter Monk vores danske ven (eller Pierre som han kalder sig hernede) og en tysk pige som vi har mødt igennem Couch Surfing. Det var en fantastisk tur, hvor jeg følte at jeg kom et skridt tættere på Frankrig og alt det landet har at byde på. Weekenden bød på massevis af rigtig dejlig vin, en heldagscykeltur mellem de forskellige producenter og hyggelige aftener med god mad og i godt selskab. "Vi lever det liv bonden aldrig har kendt" sagde Adam en aften, hvor vi var i gang med vores fire retters menu med vin til. Og det var så rigtigt – det var ren luksus. Pengepungen var vist også lidt lettere på vej tilbage end den var på vej derop, men når man har smagt på ca. 30 Bourgogne vine i løbet af en weekend, så er man lidt ligeglad.



Jonas, Adams gamle ven og hans kæreste Mette kom så forbi weekenden efter. Da de er folk der også sætter pris på god vin og mad så fortsatte legen og weekenden var helliget mad og vin. Vinsmagningerne fortsatte - denne gang med vine fra Beaujolais. En virkelig hyggelig weekend og dejligt med besøg hjemmefra.






I sidste weekend var planen så at tage toget til Cannes om torsdagen og besøge Sólveig Ása, min islandske veninde som havde sin sidste weekend i Frankrig efter at have arbejdet på et lille hotel i nogle måneder. Strejken havde dog sat sit præg på togene og vi kunne ikke få lov til at købe billetter. Med tåre i øjnene gik vi ned på turistkontoret og spurgte om ikke der gik nogle busser så. Svaret var nej. Det var ikke strejkens skyld, de har bare ikke nogle busser! Men den søde dame gav os til gengæld et tip om en hjemmeside, hvor folk søger passagerer der kan betale lidt med i benzin (ligesom samferda.is i Island). Fantastisk! Så vi kom af sted til Cannes med en fransk dame og brugte vores weekend i Cannes og Antibes sammen med Sólveig og vi kom tilbage til Lyon med en fransk mand der kørte 150 i timen. Det var effektivt. Skøn weekend og dejligt med snak langt ud på natten med en god og gammel veninde.



Nu er det snart weekend igen og heldigvis har vi ikke de store planer. Vi har vist også en skole der skal passes og en fransk test i næste uge, så det kan være at man skal hellige denne weekend franske verber i stedet for fransk rødvin. Eller nej, den ultimative løsning er nok at kombinere de to. Det er min plan.

je dois, tu dois, il doit, nous devons, vous devez, ils doivent, je mets, tu mets, il met, nous mettons, vous mettez ils mettent, je tiens, tu tiens, il tient, nous tenons, vous tenez, ils tiennent........ja det er en fest det her....

Ciao
Hulda